Sten på pilgrimsrejse

posted in: Danmark, Italien, Sverige | 0

Hvor kom stenen fra?

Stenen er fundet ved Varnhem Kloster i Sverige. I et område, som emmer af historier om pilgrimme, tempelriddere, klostre, nonner og munke. Og dette er Arns område.

Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson har sit udspring i 1100-tallet i Västergötland mellem Vänern og Vättern. Læs den, hvis du ikke allerede har læst den. Den er fantastisk og meget overbevisende. Spændende læsning.

Arn er en opdigtet person, men hændelserne og stederne fra Jan Guillous romaner om ham bygger på en historisk virkelighed, som der stadig findes spor af i landskabet og i museernes arkiver. Romanernes enorme succes har betydet, at Västergötland bliver invaderet af folk, som vil se de steder, hvor bøgerne foregår. Her er indbyggerne dog en anelse trætte af folk, som gerne vil se, hvor Arn boede, folk som ikke har forstået, at Arne er en fiktiv person.

 

Et lag historie

Det lag af historie, jeg lægger på stenen er en fin flakon, som jeg har fundet i den lokale, kirkelige genbrugsbutik. Jeg støvsuger alle genbrugsbutikker i området for disse fine små stykker håndværk. Nogle er ret gamle. Gad vide hvem, der har hæklet eller kniplet disse små kunstværker? De har min beundring, og jeg sender deres værk ud i verden.

 

Hvor rejser stenen hen?

Jeg kender nogen, som skal på pilgrimsrejse til Rietidalen i Italien. Der skal de vandre fra Rieti til Assisi i munken Frans af Assisis fodspor. Nu vil jeg se, om jeg kan overbevise dem om at tage stenen med og lægge den på et sted, hvor det giver mening. Ellers må jeg selv på en pilgrimstur.

Så ligger stenen der. Ved klosteret i Assisi. Og fortæller om sin lange rejse.

Fra et område i Sverige, som er knyttet til historierne om pilgrimme og korsriddere i middelalderen. Med mig til Vendsyssel, hvor den møder fin flakon fra kirkelig genbrugsbutik. Videre med folk på pilgrimsrejse til klosteret i Assisi.

Noget af en pilgrimsrejse for en lille sten fra Sverige.

Opdatering

Hvis det lykkes mig at sende denne lille rejsesten med til Assisi eller jeg selv når derned med den, så laver jeg en opdatering på dette indlæg. Indtil da ligger den i min vindueskarm og venter pænt på et lift.

 

Og det lykkedes!!

En af mine kollegaer tog den med på pilgrimsrejse fra Rietdaleni til Assisi i Italien. Hun fortæller:

Lidt om din lille sten som kom med på rejse  fra Rietidalen til Assisi.
Den lå i min dagtursrygsæk og var med under hele turen. Den kom først frem på den sidste dag.

Først i byen Maria del Angeli, hvor vi besøgte  Frans lillebitte yndlingskirke Portiuncula – den er nu indkapslet i en kæmpekatedral, der er bygget uden om . Stenen fik lov at ligge ved fødderne af  en af statuerne af Frans,  der hvor han står med en lille fugl i hænderne og taler til den.

Siden kom stenen med videre til Assisi til Frans barndomshjem til ”buret”- et sted hvor Frans far angiveligt spærrede sin unge søn inde, da det gik op for ham at sønnen ikke ville videreføre faderens strålende klædehandlerforretning, men ville leve i fattigdom og ejendomsløshed.

Stenen blev dog ikke efterladt i det trange bur, men kom med til hækken ved den åbne plads foran Francesco-katedralen i Assisi- den kolossale kirke i to etager,  der blev bygget til hans ære – på begyndt et par år efter Frans tidlige død i 1226 og færdiggjort under ti år senere af franciskanerbrødre, der kom tilrejsende fra hele Europa for at deltage i byggeriet.
Efter at have fotograferet stenen i hækken, efterlod jeg den der. 
Et par minutter senere så jeg en ca. 10 årig italiensk pige stå med den i hånden og studere den interesseret. Da jeg kom tilbage  en halv time senere var den der ikke mere.

 

 

 

 

GemGemGemGem

Leave a Reply